Et feltarbejde om børn og vittigheder
I
Moldova er min erfaring at børn er mere trænet i at skulle gengive en historie
mundtlig end børn i f.eks. Danmark. Børn
lærer fra helt unge af, at kunne citerer vers og historie og anekdoter og især
gåder er en hel kultur for sig. Børn i Moldova er meget bekendt med vittigheder
og jeg spurgte efter en klub i landbyen om nogle af børnene var villige til at
fortælle nogle sjove historie og det her er hvad der skete:
Til
stede er Catja 14, Ira 12, Alex 12, Emma 6 og Vova 7 og Catja 8
Catja trak sin mobil frem og fandt en aps og fortalte følgende: ”Hvis jeg trækker mit vækkeur op og sætter det til at ringe kl. 9 om morgenen, men går i seng kl. 8, hvor længe har jeg så sover?”
Jeg:
(tæller på mine fingre)” 13 timer”
Catja:
”1 time, det er et mekanisk vækkeur!”
Alex:”
hvad er skaldet og grønt og hopper rundt
på gulvet”
Vi
andre: ”En frø, et lille grønt væsen”
Alex:
” en soldat på diskotek”
Ira:
Konduktøren spørger passageren:
”Deres
billet”
”min
billet”
”sig
mig, er De syg”
”hvorfor,
er De læge”
”Deres
billet”
”min
billet”
”sig,
mig kan De ikke andre ord”
”jo,
støvsuger”
”
Jeg er kontrolør”
”
jeg er VVS-mand”
”
sig mig er De en efteraber”
”Nej,
er De zoo-passer”
”
har De alle skruerne hjemme”
”hvorfor,
kommer De på besøg”
”
Deres billet”
”min
billet, det bliver en anden gang, for nu står jeg af”
Emma:
”hvilke pærer kan man ikke spise?”
Jeg:
”Jeg tror det er en lyspærer?”
Alex:
”Hvad er grønt, men når du trykker på knappen bliver det rødt.”
Vi
andre.:”Mikrobølgeovn, fjernsyn, en maskine”
Alex:
” En frø i en blender”
Ira:
farmeren spørger sin arbejder: ” Der var to grise, hvor er den ene”
Svinedrengen:
” her er den ene”
Farmeren.
” der var to grise, hvor er den ene blevet af”
Svinedrengen
” jeg siger her er den ene”
Børnene:
”Vi fortæller egentlig ikke vitser til hinanden. Vi lærer dem som oftest af de
voksne og det er mest i familien, at vi fortæller dem. Vi kan også godt lide at
sende hinanden sjove billeder og clips på de sociale netværk.”
Et
meget populært tv program som har overlevet siden sovjet tiden hedder: Hvem,
hvor og hvornår?” Det er et program hvor
en gruppe intellektuelle skal gætte gåder som seerne sender ind. Man har et
minut til at diskuterer indbyrdes i teamet og man kan selvfølgelig vinde
penge. I mit arbejde med unge og børn
bruger vi ofte gåder som en slags pauseprogram når vi holder klubber og andre
arrangementer. På teen-age lejrene har vi altid en omgang ”Hvem, hvor og
hvornår” i baghånden til en regnvejrs-eftermiddag. Legen bliver altid modtaget med hurra og jeg
har ofte undret mig over hvor gode og hurtige tænkere de unge er. Gåde gætning har også sin hel egen tradition
og man fortæller som regel ikke løsningen med det samme, nogle gange har vi
oplevet hvordan en gåde som blev fortalt ved et bål en aften endnu ikke er gættet
flere dag efter, selv om vi alle aktivt har spurgt ind til løsningen. I børneklubberne med 10-12 årige har jeg set det samme
mønster gentage sig.
Hej Charlotte.
SvarSletSuper fint indlæg du har lavet om børns vittigheder/gåder mm. Spændende at du inddrager facebook/apps osv. hvor jeg også tror at meget udspiller sig idag - især for de lidt større børn.
Også sjovt med sammenligningen mellem Danmark og Moldova - sjovt at høre om andres kulturer, og at børn i andre lande også bruger sprog at lege med på den sjove måde ;-)
Godt stykke arbejde...
/Vibeke
Hej Charlotte.
SvarSletEfter jeg læste dit indlæg, kom jeg i tanke om, da jeg var i min praktik i SFO'en, og var med en dreng i støtte time fra 5 klasse, hvor de fik fritime og måtte sidde ved computeren. Da som du siger finder de sjove klip på youtube, viser til hinanden, ligger dem op på deres facebook profiler og deler de sjove klip ud til deres venner online. Jeg tænker tendenserne har ændret sig kraftigt i Danmark, hvor vi før ikke havde den mulighed af dele online, levede børns mundtlige legekultur bedre, som i dag hvor så meget kører online.
Sjovt også at hører sammenligningerne mellem Moldova og Danmark.
// Thomas