Børn og kultur mellem gamle begreber og nye
forestillinger. 
Samfund under forvandling – et epokalt skift?
Siden 8o har
vi set et gennemgribende skift i vores kulturforståelse. Postmodernistiske
strømninger har radikalt forandret vores måde at se verden på. Kulturbegreberne
blandt børn og unge er også præget af nytænkning og af den øgede selvrefleksitet
og globalisering, som præger tankegangen i den vestlige verden.
Kultur under forvandling?
Den tyske
professor i pædagogik Thomas Ziehe forklarer hvordan uddannelsessystemer før
havde monopol på ”hver sin tilgang til æstetik ”[1]
og hvordan et kultursystem anerkendte hvad der var kunst, og hvad var
trivialitet, og skabt til profit. Kunst for børn var pædagogisk
tilrettelagt i dannelses øjemed.
I 1980 skete
der et skift og en ny parallel hverdagskultur breder sig og får rodfæste og ” de hierarkiske skel mellem masse-,populær- og
finkultur opløses”[2]
Kulturel frisættelse
Thomas Ziehe
påstår dog at denne frigørelse har sine begrænsninger og at børn og unge
samtidig i 1980 bliver institutionaliseret i større omfang end hidtil. Børnene
er altså samtidig med at en kulturel frigørelse finder sted, som aldrig før,
underlagt pædagogiske tiltag og intentioner. Thomas Ziehe konkluderer, at børn
ikke primært lader sig præge af denne mere intense pædagogiske påvirkning, men
at en autonom hverdags æstetik spirer frem i et frirum, hvor børn uden for
pædagogisk påvirkning skaber deres egne æstetiske udtryksformer.
Æstetiseret hverdagskultur
Dette
synliggøres ved at børns kultur nu er en størrelse for sig, som udvikler sig
uafhængigt af den ”kultur for/til børn”, som før har været den toneangivende.
Børn brug af medier til kommunikation har øget deres interaktions flade mere
end begrænset den. Studier indikerer at børn både bruger internet, mobil og
såvel som det at lege fysisk sammen, når de skal have det sjovt.
Den sociale
forandring som institutionaliserede børnenes hverdag, skabte også en ny både at
kommunikerer og være sammen på. Der hvor man i f.eks. 50’ brugte gaden som
et, fælles arena, hvor leg og sjov kunne udfolde sig på tværs af aldersgrupper,
ser man i det 21 århundrede at leg nu er rykket indendørs, og at det er kommunikation
gennem medier der er i højsædet og det sted, hvor børn udfolder deres kreative
evner.
Børnekultur og børns kultur
Beth Juncker
skriver.” Både børnekulturen og skolekulturen er
ude af trit med børns og unges kultur og med den multimediekultur, de befinder
sig i.”[3]
Han
udtrykker et behov for at de pædagogiske dannelsesintentioner i større grad må
inddrage nye og gamle medier og integrerer sig i de nye kommunikations metoder,
hvis den ønsker at være med i den egentlige diskussion om kultur blandt børn og
præge deres kulturforståelse.
Børnekultur – et humanistisk dannelsesbegreb
Ordet børnekultur
så dagens lys i 1970. Det var dengang et efterlyst begreb, som opstod med
forståelsen af at børn havde brug for at få et forum, med programmer og kunst
lavet til og med dem. Både så de fik deres egne tilbud til teater, kunst,
tv-programmer osv. men også for at påvirke dem til bredere forståelsen af
omverdenen.
”Børnekultur’ skulle udvikles som et børnerettet
kunst- og kultur-system, der kunne støtte folkeskolens alment dannende
målsætninger. Et system, der gennem sin kvalitetsproduktion og sine
kvalitetskriterier både
skulle bringe børn i kultur og beskytte dem mod de
markedskræfter, som truede med at alliere sig med de nye billedmedier og den
fremvoksende digitale teknologi.”[4]
Denne forståelse
for børnekultur har sine dybe historiske rødder i en forståelse af barnet og barndommen
som en udviklingsfase.
Det pædagogiske
børnekulturbegreb
Den pædagogiske
børnekultur har haft som mål at tilrettelægge aktiviteter og processer og
oplevelser ud fra et børnenes perspektiv. Ud fra en sådan forståelse vil en veltilrettelagt
aktivitet derfor tage børnenes udvikling,
alder og miljømæssige forhold i betragtning og have deres kognitive og følelsesmæssige
udvikling for øje. I den pædagogiske
børnekultur er barnet objekt for den pædagogiske planlagte proces, som skal være
med til at danne og forme barnet opfattelseskompetence, evner og kreativitet.
Samtidig er det også med til at skærme barnet fra æstetiske symboler og genre
som man opfattede som direkte farlige og manipulerende. f.eks forbrugerkulturens lokken.
Børns kultur – et
antropologisk kulturbegreb
”Det antropologiske
kulturbegreb har helt andre forestillinger om
børn, kultur og
kvalitet end det pædagogiske børnekulturbegreb. Det ser
med helt andre briller
og synliggør dermed nye dimensioner”[5]
Begreberne kultur
for og med børn har indtil nu været de dominerende i forståelsen af børns
kulturverden. Men senmodernismen og 80’ nye børnesubkulturer har rykket om på disse
forståelser og føjer en ny forståelse til listen nemlig : børns kultur. Børnene
er ikke mere primært tilblivende (
becoming)
individer, men værende (being) personligheder.
Forståelsen om at børn er i kultur, åbner både op for et dilemma
om at skulle redefinere børn og barndom,
men er også en øjenåbner ind i logikken og sammenhængen i deres leg, råben, gyngen, syngen og legen. Aktiviteter styret og
skabt af børn får pludselig kulturel
anderkendt betydning.
Børns
perspektiv
Det
antropologiske kulturbegreb kræver en ny tilgang til det pædagogiske udgangspunkt.
Det flytter fokusset fra hvad de voksne syntes er godt, til hvad barnet selv
oplever som godt. Denne tilgang kræver at man kan se og forstå omverdenen ud
fra barnets perspektiv, og at man via reflektivitet og metoder prøver at nå ind
til barnets perspektiv.
Denne metode åbner
op for nye muligheder for udfoldelse og barnets udforskning af nye æstetiske
symboler får lov at blomstre og bliver anderkendt og selv hverdagslivets
begreber og forestillinger om højt, lavt, fint og grimt bliver udforsket og
bearbejdet.
Mine refleksioner:
Den narrative tilgang og det narrative perspektiv er nok et af de mest
effektive værktøjer som kan bruges, for at nå ind til barnets perspektiv. Centralt i den narrative tilgang er nemlig
ordet ”mening”, altså i et pædagogisk sammenhæng, det som giver børnene mening
i den fortælling som de udlever. I den narrative tilgang er det ikke kun en aha
oplevelse af at: ” nu forstår jeg”, men en vilje til at indleve sig på
øjenniveau med barnet og dets opfattelser. ( sådan som jeg forstod det på
seminaret om ”samspilsprocessernes
betydning”(FTHO)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar