torsdag den 21. februar 2013
Børn og kultur mellem gamle begreber og nye forestillinger.
Børn og kultur mellem gamle begreber og nye
forestillinger. 
Samfund under forvandling – et epokalt skift?
Siden 8o har
vi set et gennemgribende skift i vores kulturforståelse. Postmodernistiske
strømninger har radikalt forandret vores måde at se verden på. Kulturbegreberne
blandt børn og unge er også præget af nytænkning og af den øgede selvrefleksitet
og globalisering, som præger tankegangen i den vestlige verden.
Kultur under forvandling?
Den tyske
professor i pædagogik Thomas Ziehe forklarer hvordan uddannelsessystemer før
havde monopol på ”hver sin tilgang til æstetik ”[1]
og hvordan et kultursystem anerkendte hvad der var kunst, og hvad var
trivialitet, og skabt til profit. Kunst for børn var pædagogisk
tilrettelagt i dannelses øjemed.
I 1980 skete
der et skift og en ny parallel hverdagskultur breder sig og får rodfæste og ” de hierarkiske skel mellem masse-,populær- og
finkultur opløses”[2]
Kulturel frisættelse
Thomas Ziehe
påstår dog at denne frigørelse har sine begrænsninger og at børn og unge
samtidig i 1980 bliver institutionaliseret i større omfang end hidtil. Børnene
er altså samtidig med at en kulturel frigørelse finder sted, som aldrig før,
underlagt pædagogiske tiltag og intentioner. Thomas Ziehe konkluderer, at børn
ikke primært lader sig præge af denne mere intense pædagogiske påvirkning, men
at en autonom hverdags æstetik spirer frem i et frirum, hvor børn uden for
pædagogisk påvirkning skaber deres egne æstetiske udtryksformer.
Æstetiseret hverdagskultur
Dette
synliggøres ved at børns kultur nu er en størrelse for sig, som udvikler sig
uafhængigt af den ”kultur for/til børn”, som før har været den toneangivende.
Børn brug af medier til kommunikation har øget deres interaktions flade mere
end begrænset den. Studier indikerer at børn både bruger internet, mobil og
såvel som det at lege fysisk sammen, når de skal have det sjovt.
Den sociale
forandring som institutionaliserede børnenes hverdag, skabte også en ny både at
kommunikerer og være sammen på. Der hvor man i f.eks. 50’ brugte gaden som
et, fælles arena, hvor leg og sjov kunne udfolde sig på tværs af aldersgrupper,
ser man i det 21 århundrede at leg nu er rykket indendørs, og at det er kommunikation
gennem medier der er i højsædet og det sted, hvor børn udfolder deres kreative
evner.
Børnekultur og børns kultur
Beth Juncker
skriver.” Både børnekulturen og skolekulturen er
ude af trit med børns og unges kultur og med den multimediekultur, de befinder
sig i.”[3]
Han
udtrykker et behov for at de pædagogiske dannelsesintentioner i større grad må
inddrage nye og gamle medier og integrerer sig i de nye kommunikations metoder,
hvis den ønsker at være med i den egentlige diskussion om kultur blandt børn og
præge deres kulturforståelse.
Børnekultur – et humanistisk dannelsesbegreb
Ordet børnekultur
så dagens lys i 1970. Det var dengang et efterlyst begreb, som opstod med
forståelsen af at børn havde brug for at få et forum, med programmer og kunst
lavet til og med dem. Både så de fik deres egne tilbud til teater, kunst,
tv-programmer osv. men også for at påvirke dem til bredere forståelsen af
omverdenen.
”Børnekultur’ skulle udvikles som et børnerettet
kunst- og kultur-system, der kunne støtte folkeskolens alment dannende
målsætninger. Et system, der gennem sin kvalitetsproduktion og sine
kvalitetskriterier både
skulle bringe børn i kultur og beskytte dem mod de
markedskræfter, som truede med at alliere sig med de nye billedmedier og den
fremvoksende digitale teknologi.”[4]
Denne forståelse
for børnekultur har sine dybe historiske rødder i en forståelse af barnet og barndommen
som en udviklingsfase.
Det pædagogiske
børnekulturbegreb
Den pædagogiske
børnekultur har haft som mål at tilrettelægge aktiviteter og processer og
oplevelser ud fra et børnenes perspektiv. Ud fra en sådan forståelse vil en veltilrettelagt
aktivitet derfor tage børnenes udvikling,
alder og miljømæssige forhold i betragtning og have deres kognitive og følelsesmæssige
udvikling for øje. I den pædagogiske
børnekultur er barnet objekt for den pædagogiske planlagte proces, som skal være
med til at danne og forme barnet opfattelseskompetence, evner og kreativitet.
Samtidig er det også med til at skærme barnet fra æstetiske symboler og genre
som man opfattede som direkte farlige og manipulerende. f.eks forbrugerkulturens lokken.
Børns kultur – et
antropologisk kulturbegreb
”Det antropologiske
kulturbegreb har helt andre forestillinger om
børn, kultur og
kvalitet end det pædagogiske børnekulturbegreb. Det ser
med helt andre briller
og synliggør dermed nye dimensioner”[5]
Begreberne kultur
for og med børn har indtil nu været de dominerende i forståelsen af børns
kulturverden. Men senmodernismen og 80’ nye børnesubkulturer har rykket om på disse
forståelser og føjer en ny forståelse til listen nemlig : børns kultur. Børnene
er ikke mere primært tilblivende (
becoming)
individer, men værende (being) personligheder.
Forståelsen om at børn er i kultur, åbner både op for et dilemma
om at skulle redefinere børn og barndom,
men er også en øjenåbner ind i logikken og sammenhængen i deres leg, råben, gyngen, syngen og legen. Aktiviteter styret og
skabt af børn får pludselig kulturel
anderkendt betydning.
Børns
perspektiv
Det
antropologiske kulturbegreb kræver en ny tilgang til det pædagogiske udgangspunkt.
Det flytter fokusset fra hvad de voksne syntes er godt, til hvad barnet selv
oplever som godt. Denne tilgang kræver at man kan se og forstå omverdenen ud
fra barnets perspektiv, og at man via reflektivitet og metoder prøver at nå ind
til barnets perspektiv.
Denne metode åbner
op for nye muligheder for udfoldelse og barnets udforskning af nye æstetiske
symboler får lov at blomstre og bliver anderkendt og selv hverdagslivets
begreber og forestillinger om højt, lavt, fint og grimt bliver udforsket og
bearbejdet.
Mine refleksioner:
Den narrative tilgang og det narrative perspektiv er nok et af de mest
effektive værktøjer som kan bruges, for at nå ind til barnets perspektiv. Centralt i den narrative tilgang er nemlig
ordet ”mening”, altså i et pædagogisk sammenhæng, det som giver børnene mening
i den fortælling som de udlever. I den narrative tilgang er det ikke kun en aha
oplevelse af at: ” nu forstår jeg”, men en vilje til at indleve sig på
øjenniveau med barnet og dets opfattelser. ( sådan som jeg forstod det på
seminaret om ”samspilsprocessernes
betydning”(FTHO)
mandag den 18. februar 2013
Et feltarbejde om børn og vittigheder
Et feltarbejde om børn og vittigheder
I
Moldova er min erfaring at børn er mere trænet i at skulle gengive en historie
mundtlig end børn i f.eks. Danmark. Børn
lærer fra helt unge af, at kunne citerer vers og historie og anekdoter og især
gåder er en hel kultur for sig. Børn i Moldova er meget bekendt med vittigheder
og jeg spurgte efter en klub i landbyen om nogle af børnene var villige til at
fortælle nogle sjove historie og det her er hvad der skete:
Til
stede er Catja 14, Ira 12, Alex 12, Emma 6 og Vova 7 og Catja 8
Catja trak sin mobil frem og fandt en aps og fortalte følgende: ”Hvis jeg trækker mit vækkeur op og sætter det til at ringe kl. 9 om morgenen, men går i seng kl. 8, hvor længe har jeg så sover?”
Jeg:
(tæller på mine fingre)” 13 timer”
Catja:
”1 time, det er et mekanisk vækkeur!”
Alex:”
hvad er skaldet og grønt og hopper rundt
på gulvet”
Vi
andre: ”En frø, et lille grønt væsen”
Alex:
” en soldat på diskotek”
Ira:
Konduktøren spørger passageren:
”Deres
billet”
”min
billet”
”sig
mig, er De syg”
”hvorfor,
er De læge”
”Deres
billet”
”min
billet”
”sig,
mig kan De ikke andre ord”
”jo,
støvsuger”
”
Jeg er kontrolør”
”
jeg er VVS-mand”
”
sig mig er De en efteraber”
”Nej,
er De zoo-passer”
”
har De alle skruerne hjemme”
”hvorfor,
kommer De på besøg”
”
Deres billet”
”min
billet, det bliver en anden gang, for nu står jeg af”
Emma:
”hvilke pærer kan man ikke spise?”
Jeg:
”Jeg tror det er en lyspærer?”
Alex:
”Hvad er grønt, men når du trykker på knappen bliver det rødt.”
Vi
andre.:”Mikrobølgeovn, fjernsyn, en maskine”
Alex:
” En frø i en blender”
Ira:
farmeren spørger sin arbejder: ” Der var to grise, hvor er den ene”
Svinedrengen:
” her er den ene”
Farmeren.
” der var to grise, hvor er den ene blevet af”
Svinedrengen
” jeg siger her er den ene”
Børnene:
”Vi fortæller egentlig ikke vitser til hinanden. Vi lærer dem som oftest af de
voksne og det er mest i familien, at vi fortæller dem. Vi kan også godt lide at
sende hinanden sjove billeder og clips på de sociale netværk.”
Et
meget populært tv program som har overlevet siden sovjet tiden hedder: Hvem,
hvor og hvornår?” Det er et program hvor
en gruppe intellektuelle skal gætte gåder som seerne sender ind. Man har et
minut til at diskuterer indbyrdes i teamet og man kan selvfølgelig vinde
penge. I mit arbejde med unge og børn
bruger vi ofte gåder som en slags pauseprogram når vi holder klubber og andre
arrangementer. På teen-age lejrene har vi altid en omgang ”Hvem, hvor og
hvornår” i baghånden til en regnvejrs-eftermiddag. Legen bliver altid modtaget med hurra og jeg
har ofte undret mig over hvor gode og hurtige tænkere de unge er. Gåde gætning har også sin hel egen tradition
og man fortæller som regel ikke løsningen med det samme, nogle gange har vi
oplevet hvordan en gåde som blev fortalt ved et bål en aften endnu ikke er gættet
flere dag efter, selv om vi alle aktivt har spurgt ind til løsningen. I børneklubberne med 10-12 årige har jeg set det samme
mønster gentage sig.
lørdag den 16. februar 2013
At skabe antropologisk viden om børn.
Tekst 2 : At skabe antropologisk viden om børn. Eva Gulløv, Susanne Højlund.
Feltarbejde
”Vi anskuer antropologisk børneforskning som en videnskabelig disciplin, der både er rettet mod børn og mod de sammenhænge, de indgår i ”[1]
Feltarbejde skal forstås som et videnskabeligt redskab i det antropologiske arbejde, hvor man bestræber sig på at afdække og forstå handlingsmønstre, adfærd og kutymer i et bestemt miljø. Eva Gulløv og Susanne Højlund har i deres beskrivelse af emnet taget afsæt i antropologien. Feltarbejde er en forskning som tager sit udgangspunkt i selve miljøet, som skal kortlægges. Fysisk tilstedeværelse i det bestemte miljø er derfor en forudsætning. Det kræver en indlevelse i feltet, hvor man bliver familiær med omgangstonen, kulturen og forholdene. Dette er nødvendigt både for at få et helhedsindtryk, men også for at informanterne kan nå at blive fortrolige og trygge ved éns nærvær, og dermed agerer umiddelbart og naturligt i de givne situationer. Et af fokus områderne er at nå ind til den opfattelse og begrebsverden der ligger bag handling og ord. Det er derfor ikke nok kun at kortlægge og fortolke de to sidstnævnte, men at nå ind til de sociale faktorer der giver bestemte handlinger mening. ”Går man kun efter et eksplicit udsagn, overser man altså nemt kompleksiteten bag menneskers handling”[2]
Deltagerobservation
”Centralt i feltarbejdes terminologi står begrebet deltagerobservation” [3] Det at indleve sig i et miljø og dets kultur byder på flere dilemmaer. Det både at kunne deltage, altså agerer og participerer sammen med de iagttagede aktører og samtidig observerer og forske i deres hverdag og livstil, kræver at man konstant er i en indre diskussion om sine udgangspunkter. Forudfattede meninger og opfattelse som stammer fra egen habitus står ofte i vejen for at nå til en objektiv forståelse af, hvorfor en given adfærd eller handling giver mening i det studerede miljø. For at opnå en hermeneutiske tilgang er det vigtigt ikke bare at kunne forklarer sine iagttagelser, men også forstå dem. Det er ifølge Eva Gulløv og Susanne Højlund vigtigt at forholde sig loyalt til den undersøgte virkelighed og ikke lade sine personlige erfaringer og forståelser træde i vejen for at nå ind til kernen af de værdier og kulturer, som gælder i det undersøgte samfund eller miljø. Den analytiske distance skal opretholdes, især når den undersøgte kultur strider imod éns egen opfattelse af rigtig og forkert. ” at forstå og analysere menneskelige handling og opfattelser er en hermeneutisk proces der indbefatter en positioneret fortolkning”[4]
Konstruktionen af et børnepespektiv
Eva Gulløv og Susanne Højlund stiller spørgsmålstegn ved om man i det hele taget kan betragte børnekulturen som en entydig størrelse. At børnekulturen i dag er underlagt forsknings debatten på lige fod med andre samfundslag, betyder at det er vigtigt at erkende de meget forskellige sociale og kulturelle faktorer, som her spiller ind. Antropologisk forskning om børn har heller ikke et politisk motiv, som vil give en bestemt gruppe en stemme i samfundsdebatten. Det er et studium af børns opfattelse af deres hverdag set ud fra ikke kun deres egne udsagn, men også deres handlinger, miljø og kår.
Analyse af kontekst
Den amerikanske antropologen Ryamond McDermott, understreger nødvendigheden af at alle iagttagelser og observationer betragtes som dele af en større enhed. Han beskriver det som mange tråde i et reb. Her er en systematisk analysering af forhold, handlinger og interaktioner vigtige. Det er vigtigt at forholde sig åben overfor hvilke faktorer som er relevante når man skal forklare handling og adfærd. Ydre rammer og svingene omstændigheder skal tages med i overvejelserne.
Antropologisk viden om børn
”Vi kan ()ikke tage for givet, at vi ved hvad barndom er, eller hvad et barn er, opfattes som eller har af handlemuligheder; børn må udforskes konstekstuelt”[5]
At forske i børn, betyder en konstant erkendelse af det interaktive samspil børn og børn og børn og voksne imellem. Det er en forsknings i børns handlemønster under forskellige vilkår, set både ud fra deres egen viden om verden og den dominerende verdensopfattelse omkring dem. Det er således en forskning rettet mod hvilke kulturelle og faktorer der spiller ind og danner børns adfærdsmønster og opfattelse af verden.
Abonner på:
Opslag (Atom)